Up until perhaps a year ago I assumed that when I grew up, I would get a job I liked, find a guy I liked, get married, have children, live in a house outside the city, and eventually grow old or something. Why? Because that's just what people do. It's somewhat expected. I've heard more than one of my single friends complain that their family keeps asking/hinting about settling down and getting married.
Lately, though, I've been thinking that this probably isn't for me. Sure, thumbs up at the job thing. And I probably endorse the growing old thing as well. But the rest? Not so much.
I like living in the city. I like to be close to everything and able to walk around when I want to go somewhere. I think paying more for something smaller that is closer to the city is well worth it. My current apartment is tiny but I love living here more than I've done any other place in my adult life. It's close to where I want to go. I don't have to take care of a garden. The noise from the traffic calms me. It's perfect for me.
When it comes to children, I tend to surprise people. I totally like children. I think they are adorable and fun. But I'm also very aware that having your own is something quite different. It's a huge responsibility. You're accepting a job that you can't just quit when it's not fun anymore. That is not a responsibility I want. Most people I know want to have children some day. I don't really feel that strong about it either way. But I do think that if you decide to have children, it should be because you feel really strong about it. So unless something changes, yeah. It's a no go with the children thing.
I feel sorta the same way about marriage. It's not something that is important to me. Unless you have children I don't see a reason to get married. The important thing in a relationship is not that it is "official". The important thing is the people in it. Plus I find wedding traditions concerning purity and ownership to be utter bullshit.
So what about just finding a guy I like? Well, I've found several. Those are my friends. When it comes to a just "you and me" romantic relationship, though, I'm more sceptic. Again, it's not something that is really important to me. The point of my life is not to find some soul mate or whatever. I just wanna be me and have fun.
I remember many years ago when a school teacher talked about puberty and how we would change a lot during that time and might not even recognize ourselves when we were done. I also remember being 19 or 20 and thinking, "I'm pretty much the same as always just older and a bit more mature." The last 4 years, however. I'm a very different person now than I was back then. But it's nice to know I'm choosing my own path in life.
4 comments:
Det er også smart at være gift, hvis man skal købe hus/lejlighed sammen - i hvert fald billigere.
Nej, jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere yderligere.
Jeg kunne ikke undgå at blive en smule trist af at læse dit indlæg.
Det lyder lidt som om du mener, at alle der bliver gift, flytter væk fra byen og får børn bare gør som en flok lemmings - følger alle andre, uden at tænke selv.
Selvfølgelig rammer det mig, fordi du her fravælger den livsstil, jeg har valgt at føre.
Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men det at flytte fra byen, er for mig en nødvendighed, hvis jeg vil have mit eget hus og min egen have. På et tidspunkt blev jeg træt af at kunne høre alle naboernes eskapader, træt af kun at have en altan, hvis jeg ville sidde udenfor uden at være til offentlig skue på et eller andet fællesareal, træt af aldrig at måtte ændre noget ved boligen (gælder selvfølgelig kun ved lejeboliger) og egentlig også træt af al den larm og støj, der er i byen. Det er pragtfuldt aflappende at komme hjem til noget nær stilhed efter at have været inde i den store larmende by. Sidst men ikke mindst koster et hus med egen have inde i byen en mindre formue, som de færreste har råd til at betale.
Så er der det med at blive gift. Det er meget muligt, at jeg er blevet gift, fordi det er "noget man gør". Men på en eller anden måde føles det mere sikkert og definitivt end bare at være kærester. Selvfølgelig kan manden også skride i morgen, men det at vi har valgt at blive gift, viser over for mig, at vi vil hinanden i fremtiden. (og ja ja bla bla er der én person man skal leve med resten af livet og er det ikke også bare en norm....)
Og endelig det med at få børn. Hmmm. Det er jo en nødvendighed for artens overlevelse. Samtidig er det også en smule egoistisk - at føre sine gener videre. Desuden er det næsten en pligt for et intelligent menneske at få mindst et barn. Det er selvfølgelig et stort ansvar, men så er det heller ikke værre. Det lyder måske stort og skræmmende, før man går ind til det, men er man i det, virker det ikke så slemt. Det kan rent faktisk være sjovt - uhh. Man kan næsten ikke sige noget som helst om det, til folk der ikke har børn, for man er allerede afskrevet på en eller anden måde. Man ved altid bedre når man ikke har nogen - sådan har jeg i hvert fald selv været.
Nå, men anyway, det lyder som om, du bare vil have det sjovt og ikke have noget ansvar. Det er jo også meget fint. (er det sådan et lillesøstersyndrom...hæhæ). Jeg respekterer selvfølgelig, det er sådan, du har det. Jeg blev bare lige nødt til at kommentere..;-)
Waw, du burde jo nærmest få din egen blog med de lange kommentarer, du indimellem får lagt for dagen! :)
Det var ikke min mening at kalde alle gifte m.m. for lemmings. Jeg tror bestemt, at nogle er det. Men jeg tror, at der findes lemmings, uanset hvilken vej man tager i livet. Alt andet lige er det nemmere bare at følge med strømmen end at stoppe op og overveje, hvad man selv vil.
Men resultatet af at stoppe op og overveje kan jo naturligvis gå begge veje. Man kan vælge at følge med de andre, eller man kan vælge at gå en anden vej. Hmm. Kan godt se, hvordan "sin egen vej" kan virke lidt uheldigt i forhold til, hvad jeg egentlig mener.
Og jeps, jeg er totalt meget lillesøster: umoden, god humor, opmærksomhedskrævende og går imod strømmen. Ved dog ikke, hvor de har fået det der hårdtarbejdende fra! ;)
Nu blev det så min tur til at kommentere. Dengang jeg var barn... forestillede jeg mig, at jeg som voksen skulle leve med kone og børn og ligusterhæk, for det er jo normen. I så fald bliver jeg nok aldrig voksen og normal.
Hvis man forsøger at leve op til det normale men ultimativt ikke bryder sig om de normale ting, så er det jo lissom dømt til at mislykkes. Eller man kan risikere, at det lykkes, hvilket også ville være ret træls, for så kom man til at leve resten af sine dage med frimærkesamling og ligusterhæk, ups...
Børn er en god forsikring mod at blive gammel og ensom, en datter kan være sin mors gode veninde, og børn kan derudover være sjove, men nok mest når man ikke har ansvaret for dem. Ældre søskende er faktuelt typisk mere ansvarlige og derfor sikkert også bedre forældre (i gennemsnit, altså). Den naturgivne forpligtelse til at videreføre sine intelligente gener blev ophævet, da samfundet ophørte med at være et natursamfund (hvor hvad ej kunne stå, faldt). I moderne, homogene landsbysamfund hvor unormal er en sygdom, er de i klassisk forstand bedste gener ikke de bedst tilpassede. Det ville jo være socialdarwinisme, som altså er ret upopulært.
Man skal naturligvis lære at leve med, hverken fortrænge eller bortforklare, hvordan man personligt har lyst til at bruge sin tilværelse, hvor normalt eller unormalt dette så måtte være. Hvis omgivelserne også forstår, at deres normer ikke er universelle, fint, hvis ikke, tja... deres tab, tilgiv dem thi de ved ej bedre.
Jonas
Post a Comment